Plan for høringsprocessen på SAPA klar

For at sikre at kravspecifikationen lever op til kommunernes behov sætter SAPA nu gang i en høringsproces, hvor alle kommuner har mulighed for at blive hørt.

Som tidligere annonceret går KOMBIT nu i gang med en høringsproces for kravspecifikationen af SAPA. Processen skal sikre, at kvaliteten af den endelige løsning lever op til kommunernes behov, og det er derfor vigtigt for projektets succes, at kommunerne engagerer sig i processen.

Et af formålene med SAPA-projektet er at skabe et alternativ til KMD Sag, bl.a. via en ny it-løsning. Kravspecifikationen beskriver indholdet af den kommende SAPA-løsning og indgår i udbudsmaterialet. Når  høringsrunden slutter, vil der derfor blive lukket for ændringer. Derfor er dette kommunernes chance for at få indflydelse på indholdet og bidrage til at sikre, at løsningen (i samspil med andre løsninger) udgør et reelt alternativ til KMD Sag.

Høringsprocessens forløb

Hele processen vil blive skudt i gang med tre identiske intromøder forskellige steder i landet. Disse møder kan du læse mere om og tilmelde dig her. Efter intromøderne vil SAPAs kontaktpersoner i de enkelte kommuner være ansvarlige for at drive en intern høringsproces, der skal munde ud i et skriftligt svar.  Hvordan den interne høringsproces kommer til at forløbe, vil vi fortælle mere om på intromøderne.

Som afslutning på processen vil vi igen afholde tre identiske møder, hvor vi indsamler mundtlig feedback fra alle kommuner. Du vil modtage en specifik invitation til feedbackmøderne, som vi forventer kommer til at ligge i maj eller juni.

Program for intromøderne:

Intromøderne er opdelt i to sessioner:

En kortere formiddagssession (kl. 10-12): Målrettet nye eller næsten nye kontaktpersoner (eller suppleanter) – og alle med behov for at genhøre de muntre budskaber.

  • Her vil deltagerne få en generel introduktion til SAPA-projektet og arbejdet med at etablere et reelt alternativ til monopolløsningen KMD Sag. Herunder også en kort repetition af, hvordan hver enkelt kommune skal forberede sig til monopolbrud på KMD Sag.

En længere eftermiddagssession (kl. 12.45-16.00): Målrettet alle, der skal koordinere eller deltage i at kvalitetssikre kravspecifikationen.

  • Vi giver en introduktion til nye regionale netværk, hvor kommuner kan mødes mere fleksibelt og dele viden og erfaringer.
  • Vi gennemgår indholdet af kravspecifikationen
  • Vi beskriver processen for kommunernes kvalitetssikring

Garvede kontaktpersoner kan overveje først at deltage fra kl. 12.